Anne vågner – igen – op til dåd – Annes Aktier vol. 42

I snart lang tid har Anne ikke vist interesse for hverken investeringer eller spareøvelser. På et tidspunkt var hun ret god til at finde spareforslag, hvor hun så selv strøg gevinsten og overførte penge til hendes aktiekonto. Men heller ikke penge har været inde på Annes rader i en rum tid.

Faktisk har hun mest af alt bare brugt tiden det, der lige faldt hende ind. Formentlig har selvmedlidenheden sneget sig ind hånd i hånd med coronaen, som det er sket for de fleste af os.

Det har naturligvis også være alle de ting, der skulle indhentes efter de to nedlukninger.

Anne tilhører klart den impulsive type, der skifter vane og adfærd fra den ene dag til den anden. Det sker som regel på et splitsekund. Selvom det altid sker uden forklaring, er det nu meget interessant selv at skulle observere, hvad der nu foregår. For eksempel lige nu, hvor hun er gået grassat med at finde nye spareøvelser. Ikke mindst foranlediget af den energikrise, vi ser konturerne af.

Falkeblikket er rettet mod de stigende elpriser, men også vores naturgasfyr, der synger på sidste vers. Og så naturligvis – faktisk værst af det hele – at prisen på en flaske bobler steget til urimelige højder. Indrømmet. Det er også svært, når man bor i et hjem, hvor bobler er en basalvare på linje med rugbrød og kartofler.

Forklaringen er nok også, at hun for tiden keder sig, uanset hvilket projekt hun går i gang med igen. Altid er hun ”all in” på det, hun foretager sig. Fantastisk at være vidne til.

Det sidste skifte i hendes dagsorden fornemmede jeg, da jeg så, hvordan vores køleskab blev mere og mere tomt.

Anne plejer at handle, hvad hun finder på hendes vej gennem hverdagen. Hun elsker at handle, så det er hendes job. Som altid er det både madspild, tilbud – og bare lækre ting, hun ikke kan stå for. Jeg har vænnet mig til, at der altid er masser af lækre sager at vælge mellem. Det er nemlig mig, der har jobbet at tilberede spiselige retter på basis af det, der nu er til rådighed.

Der gik nogle dage før jeg opdagede, at Anne havde ændret adfærd. Som sagt, så er der altid masser af alt i køleskabet – men forrådet svandt nærmest hver gang, jeg åbnede køleskabet. I takt med det svandt min lyst til at gå i køkkenet naturligvis også.

Jeg måtte tage en snak med Anne om, hvad der skete i hendes liv.

”Jeg er gået kold – jeg orker ikke at handle, efter vi er kommet hjem fra ferie. Det hele er kedeligt og gråt – så nej jeg har faktisk ikke handlet i flere dage. Har bare ikke lyst. Så du må være kreativ – der er sikkert noget i fryseren”, sagde hun smilene, og så var hun videre…

Tja, det er jo sandt. Fryseren bugner af alle hendes indkøb, så den har i en periode stået på frosne råvarer, og det jeg kunne finde i haven og selv handle ind.

Hun handler heldigvis igen – bare en smule. ”Vi skal jo lige have lidt,” som hun siger. Men hun kommer ikke med de sjove ting og sager, hun plejer.

Til gengæld har hun konstateret, at det kan ses på vores konto. Jeg venter spændt på at høre om også denne besparelse skal gå til aktier. Lige nu laver jeg bare mad, ud fra hvad vi har i fryseren – og det er jo også en sjov udfordring.

Discover more from Pengeministeriet

Subscribe now to keep reading and get access to the full archive.

Continue reading