Anne har desværre været ramt af sorg og triste omstændigheder i et stykke tid.
Derfor tavshed herfra. Hverken overskud til besparelser, sjove indfald eller skøre aktiekøb.
Vinterens blomsterbudget er en stærkt medvirkende årsag til, at det har stået stille på aktiefronten.
Bårebuketter, trøstebuketter, kondolencebuketter, gravbuketter. Masser af buketter…. i en lind strøm. Som hendes veninde konstaterede forleden: ”Du må godt nok have et ret stort blomsterbudget.” Og det har hun haft. Anne viser nemlig ofte sine følelser med blomster. Det har hun selvfølgelig også gjort i denne periode.
Men forleden opdagede jeg, at der var en lille ændring. At hun var lidt i gang igen.
Der var nemlig gang i køkkenet, da jeg kom hjem. Hun havde været forbi Basaren på vejen hjem fra Nørrebro. Her havde hun købt kasser af meget billige tomater. Kassevis faktisk.
Mange af tomaterne blev de første dage brugt i salat, men der er altså en grænse for hvor mange kasser tomater, man kan bruge i salater. Selv når man elsker tomater.
Men forskellen fra de sidste mange uger lå i, at hun nu var i gang med, at de ikke må gå til spilde. Hun fortalte glad, da jeg kom ind ad døren, at hun lige var i gang med et madspildsprojekt. Det kalder hun alt, hvor noget ikke må gå til spilde. Og det gør de så heller ikke, går til spilde. Den stod nu på tomatsovs i ret store mængder, og det smager bare skønt. Til pizza, til spaghetti sovs, til andre retter, eller hvad jeg nu finder på.
Sovsen er jeg glad for. For den smager altid fantastisk, og jeg bruger den med glæde i alt i min egen madlavning. Men det allerbedstes er slet ikke sovs. Det er, at Anne langsomt er begyndt at ”komme tilbage” med indfald og sjov.
I dag købte hun igen fine blomster, men denne gang er det til os selv.
